Mungo Parks efterårssæson starter den 31. juli med en genopsætning af teatrets Reumert-vinder og publikumsmagnet KVINDE KEND DIN KROP. I forbindelse med forestillingen har Mungo Park inviteret instruktøren bag teaterforestillingen, Kamilla Wargo Brekling sammen med seksualterapeut og orgasmetræner Pia Struck og formand for Jordmoderforeningen Lillian Bondo til en åbenhjertig diskussion om os moderne mennesker og sex. Det bliver en samtale om lyst, orgasme, vores forhold til vores kroppe med tips til, hvordan vi kan udleve vores fulde seksuelle potentiale.
Pia Struck er seksualterapeut, orgasmetræner, foredragsholder og underviser. Hun afholder blandt andet kurser i Orgasmens kunst: ”Min vision er at skabe et sex-positivt samfund, som er rummeligt og giver mulighed for at udleve det fulde seksuelle potentiale. At hjælpe mennesker til at blive gladere for deres krop, kønsdele og seksualitet og få endnu mere ud af den.”
Lillian Bondo er formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd, og har været en flittig deltager i både etiske debatter og i sundhedsdebatten: ”Min mand og jeg rullede rundt af grin over en overskrift i Information i 1978: ”Sex skal være sjovt!” Ak. Der er meget sex skal, men det skal i hvert fald ikke være på kommando, eller følge særlige trends… Tillid, selvværd, respekt, ord, som er i centrum for den lykkelige seksualitet.”
|
|
|