| |
|
|
Skuespillerbeskrivelse
Vi søger 2 skuespillere M/K til teatrets ensemble i Allerød, som er: - Fagligt dygtige. Simpelthen fremragende skuespillere. - Selvstændigt arbejdende og tænkende. - Nysgerrige og ansvarlige ensembleskuespillere. Du kan læse en mere indgående jobbeskrivelse nederst på denne side. Hvis du beslutter dig for at søge jobbet, skal du sende følgende til os: 1. Et link til en video som er din ansøgning. 2. Et CV på 1 A4-side inklusive navn, adresse og telefonnummer. Videoen laver du på følgende måde: - Skriv en motiveret ansøgning - Optag en video på max. 3 minutter, hvor du læser din ansøgning op. Brug din telefon eller et webkamera. Det giver ikke ekstra point at lave en fornem produktion, eller være kreativ med vinkler eller locations. Bare tal til kameraet. Klip og efterarbejde er forbudt. - Opret en konto på YouTube og upload videoklippet. - Marker videoen som skjult. (Dette er vigtigt. På den måde sikrer du, at det kun er dig og os, der kan se den. Du kan også slette videoen igen, når ansøgningsproceduren er overstået). - Send linket til videoen til job@mungopark.dk sammen med dit cv. Hvis du har problemer med det tekniske, så bed en ven om assistance. Vi skal have din ansøgning senest 10. november 2011. Vi behandler alle ansøgninger fortroligt. På baggrund af de indsendte ansøgninger udvælger vi et antal kandidater til auditions og samtaler, som vil ligge på følgende datoer: 5.-7. december 2011. SKUESPILLER PÅ MUNGO PARK - JOBBESKRIVELSE Denne jobbeskrivelse er skrevet med henblik på at definere arbejdet som skuespiller på Mungo Park i Allerød. På Mungo Park ønsker vi at arbejde med skuespillere, som er eller kan blive: - Fagligt dygtige. Simpelthen fremragende skuespillere. - Selvstændigt arbejdende og tænkende. - Ansvarlige ensemblespillere. Mere om alt dette nedenfor. ENSEMBLE Mungo Park er et ensembleteater. Teatret og ensemblet består af få udvalgte mennesker, og det stiller krav om engagement og ildhu. På Mungo Park forventes det, at alle arbejder for teatrets bedste. Fordi vi tror på, at teatrets bedste er publikums bedste. Og publikum er vores eksistensberettigelse. Hvis man ikke er enig i denne tanke, skal man ikke arbejde på Mungo Park. Det kollegiale forhold mellem skuespillerne som mennesker og kunstnere er af stor vigtighed for os. Vi giver stor tillid og store kunstneriske frihedsgrader til arbejdet i ensemblet. Dialogen mellem skuespillerne udvikles fra forestilling til forestilling, og skuespillerne gensidige forståelse og viden om dette samspil er afgørende for vores teater. ET REPERTOIRETEATER Mungo Park er et repertoireteater. Det vil sige, at en forestilling bliver i repertoiret så længe, vi synes, den er værd at spille og så længe, publikum gider komme at se den. Gode forestillinger kan være i vores repertoire i årevis. Dårlige forestillinger lever til gengæld et meget kort liv. Vi afvikler mange forestillinger. I sæson 2010-2011 spillede vi 200 forestillinger i Allerød og 100 på turné. Det tal kan vokse yderligere i fremtiden. Man er ikke med i alle forestillinger, så der vil naturligvis være friweekends og ferier fra tid til anden. Men grundlæggende laver vi en aftale med publikum: Vi tager ansvar for, at der er teater, der spiller i Allerød hver uge, og vi tager ansvar for, at det er noget, vi synes er godt. Derudover kan man møde os på turnéer i Danmark og udlandet. En skuespiller på Mungo Park vil derfor efterhånden komme til at skulle gå rundt med måske 5-6 forestillinger i kroppen, som til enhver tid skal kunne tages frem og spilles. Det stiller krav til grundige noter og hjemmearbejde. Som ny skuespiller må man påregne at dublere / genfortolke roller fra det eksisterende repertoire. Vi har erfaring med, at dette arbejde kan være interessant og kunstnerisk berigende, hvis det angribes med samme omhu, kærlighed og kvalitetskrav som opsætning af nye forestillinger. Ud over prøver og forestillinger vil der bl.a. være træning, rejser og møder. Og så opstår der naturligvis ofte omstændigheder, der gør det nødvendigt at arbejde på andre måder. TURNÉ Teatret er opkaldt efter en opdagelsesrejsende. Og vi tager også på opdagelse i både ind- og udland. I princippet er alle Mungo-forestillinger turnéforestillinger. De skal kunne pilles ned og sættes op igen mange gange i forskellige rum. LØN- OG ARBEJDSFORHOLD Som ansat på Mungo Park starter man på et lønniveau, der svarer til andre sammenlignelige teatre i overenskomsten. Det gælder også for pension, arbejdstider og øvrige ansættelsesforhold. Lønstigningen er lidt stejlere fra sæson til sæson end hos de fleste sammenlignelige teatre. Dette hænger sammen med, at man med årene hos os bliver dygtigere til at arbejde på den måde, vi gør. Samtidig får man flere repertoireforestillinger i kroppen. Som skuespiller bliver man dermed simpelthen mere værdifuld for teatret jo længere, man er her. Det vil vi gerne honorere. Mungo Park er interesseret i at have nysgerrige medarbejdere, der hele tiden udvikler sig, fagligt såvel som personligt. Derfor har vi afsat midler til kurser og/eller rejser med relevant fagligt indhold. JOBS UDENFOR TEATRET De fleste ensembleteatre prøver at holde deres skuespillere væk fra at tage andre job. Det gør vi ikke. På Mungo Park synes vi, det er godt, hvis en skuespiller får interessante faglige udfordringer og erfaringer i andre sammenhænge. Men der er to regler: 1. Direktionen skal give tilladelse til eksternt aflønnet engagement. Det vil vi altid forsøge at gøre. Det er lettere at gøre jo bedre tid i forvejen, der bliver spurgt. Det er ikke altid, det lykkedes at imødekomme et ønske om orlov eller prøvefri, men vi vil altid gerne undersøge sagen ud fra et principielt velvilligt udgangspunkt. 2. Man får ikke løn fra både Mungo Park og en anden arbejdsgiver, hvis man er væk i mere end en uge (sammenlagt). Så tager man orlov fra Mungo Park og vender tilbage, når man er færdig hos den anden arbejdsgiver. TEATER SOM DIALOGPROCES Vi har haft held til at opbygge et dynamisk og kreativt miljø i Allerød. Personalet består af kompetente og engagerede mennesker med humor og højt til loftet. Du skal kunne glide ind i vores måde at arbejde på, som både er uformel og dynamisk. At sige ja til at arbejde på Mungo Park er det samme som at sige ja til at interessere sig for idéudvikling og ping-pong. For os er udviklingsarbejdet en dialogproces, hvor inspirationen glider mellem de forskellige faggrupper – ofte i meget komplekse mønstre. Det kræver en vis frygtløshed at starte prøver på et måske kun halvt udviklet manuskript. Eller lave en forestilling, hvor alt materiale kommer fra research og interviews, som skuespillerne foretager. Det er en del af charmen. Dermed bliver skuespillerfunktionen på Mungo Park også i høj grad et job som idéudvikler. Vi gør det, som teaterfolk er gode til – arbejder med historier og karakterer. Men vi gør det ikke udelukkende i et mørklagt og tyst teaterrum. Research og workshops er en naturlig del af udviklingsarbejdet. Vi drømmer om at spille meget, opdyrke nye publikumsgrupper, sprænge nogle teaterkonventioner, og lære af det undervejs. I virkeligheden er det kun fantasien, der sætter grænser for hvilke typer projekter, vi kan involvere os i. DEN SELVSTÆNDIGT ARBEJDENDE SKUESPILLER Når vi er i Allerød, prøver vi de fleste hverdage bortset fra ferier. Det er ikke til alle prøver, der vil være en instruktør til stede, og teatret foretager ikke nødvendigvis prøveindkaldelse. Ofte aftales arbejdet mellem skuespillerne selv, som har et fælles ansvar for at nå en deadline, eller levere et produkt. På Mungo Park arbejder vi med at udvide og udvikle teaterkunsten og skuespillerens arbejdsfelt. Der vil derfor kunne påregnes arbejdsopgaver, der ligger i udkanten af traditionelle definitioner af skuespillerens arbejde. FORESTILLINGER Der er i princippet ingen grænser for, hvilke typer forestillinger Mungo Park kan give sig i kast med. Begrænsningerne ligger primært i, at de skal kunne spilles af ensemblet, de skal kunne turnere, og de skal ikke være alt for dyre at producere. Der vil være en hel del ny dramatik, men man kan også sagtens forestille sig klassikere, dramatiseringer, musikforestillinger, børneforestillinger, improviserede forestillinger... mulighederne er mange. |
| MUNGO PARK Fritz Hansens Vej 23 3450 Allerød |
Kontakt Mungo Park Billetter Administration: Tlf: 48131300 |
Teater Mungo Park | |