
Anna Malzer præsenterer sin nye sæson 20/21 på Mungo Park: “Den Galoperende Globalitet”
“Vi kommer til at skabe forsoning og skænderier, debat, latter og gråd”
Anna Malzer
SPEJLMANDEN, RASTEPLADS og DEMONS ARE FOREVER: sjældne historier fra Trumps USA,
charter-gangster-smuglere i Marokko og kæreste-robotter i en nær fremtid. Det er, hvad Mungo Parks nye unge direktør, Anna Malzer, med stolthed i stemmen kan præsentere i sin kommende sæson, som også bliver den første hele sæson, som hun selv har udviklet fra bunden.
Det bliver en hæsblæsende sæson gennem globaliseringens og sammenhængskraftens – og manglen på samme – konsekvenser i en verden, hvor nogle forudser globaliseringens død og andre, at vi blot vender tilbage til den galoperende globalitet og normalen på den anden side af Corona-krisen.
”Det er i de sidste måneder af verdenshistorien blevet tydeligt for alle og enhver, at vi globalt påvirker hinandens liv, på tværs af grænser og verdensdele, på måder, vi aldrig havde kunnet forestille os. På måder, som er både tabubelagte, uudtalte og svære at gennemskue for de fleste almindelige mennesker. For at forstå, hvad vi står overfor; enten blindt at fortsætte eller at nedbryde, skal vi engagere os følelsesmæssigt i den galoperende globalitet.
Forestillingerne, vi præsenterer her, skal granske den globale sammenhængskraft – eller manglen på samme – ved at fortælle historier om den manipulerede globale nyhedsstrøm, de sorte penge, der florerer på tværs af grænserne, og om robotteknologien, der muligvis snart gør store dele af befolkningen overflødige og måske endda også kan erstatte kærligheden.
Alle tre forestillinger har fokus på tre personlige historier bag hvert af disse fænomener.
Vi har parret hvert tema med en underholdende og tempofyldt Hollywoodgenrer; true crime, gangsterdrama og cyborg-romance. Med ét ben i det poppede og ét i det politiske vil vi skabe forsoning og skænderier, debat, latter og gråd – med et ensemble, der for første gang i dansk institutionsteaters historie, repræsenterer og afspejler vores globale verden,” siger Anna Malzer.
For mere information kontakt Mungo Parks kommunikationschef Troels Kranker på tlf. 20789401 eller troels@mungopark.dk.
Se mere på www.mungopark.dk