Et årti med Mungo Park

Teaterdirektør Martin Lyngbo beskriver de sidste ti år med forestillingen MUNGO PARK, som har premiere i sin fjerde udgave den 28. oktober 2016. En idé, som allerede fødtes, da han sendte sin jobansøgning til teatret:

“Forestillingen Mungo Park handler om den opdagelsesrejsende, som teatret er opkaldt efter. Og den har haft et langt liv i vores repertoire. Jeg er stolt over, at vi nu kan præsentere denne forestilling i en ny og stærkt revideret version. For opdagelsesrejsen er den bærende metafor for vores arbejde, og denne forestilling er helt inde i hjertet af vores teater.

Første gang, jeg læste Mungo Parks bog om hans rejser i Afrika, var i 2004, mens jeg forberedte mig på at søge stillingen om teaterdirektør. Da jeg var så heldig at få jobbet, planlagde jeg i min første sæson at producere forestillingen om manden bag navnet. Manuskriptet blev udviklet i løbet af 2005, og en del af vores arbejde bestod i en to-ugers researchrejse til Mali, hvor vi var fire fra teatret, der rejste i Mungo Parks fodspor. Premieren var i januar 2006, og dengang var forestillingen mere end to en halv time lang.

De efterfølgende år levede forestillingen i vores repertoire, og den turnerede over hele Danmark. Da vi stiftede Mungo Park Kolding i 2008 var det naturligt at lave forestillingen igen, og ved den lejlighed reviderede vi den en del.

For et par år siden så vi en mulighed for at genskabe forestillingen til det britiske marked i coproduktion med skotske Dogstar Theatre. Så vi oversatte manuskriptet til engelsk og skar 40 minutters teater plus en pause ud. Den tredje version af forestillingen spillede på engelsk i Skotland i august og september 2016. Først som en del af verdens største teaterfestival – Edinburgh Fringe Festival – og dernæst på turné i Skotland, sluttende med en forestilling i Mungo Parks fødeby Selkirk.

Og nu har vi taget forestillingen Mungo Park tilbage til Danmark. Vi har revideret den endnu en gang. Det er fjerde gang, at vi laver den, og vi bliver ved med at opdage ting, som vi får lyst til at lave om. Verden har forandret sig siden 2006, og det har vi, der arbejder på Mungo Park, også.

Så det er en forestilling, der har bevæget sig sammen med de forandringer, der er sket i verden og i os. Den beskriver begivenheder, der fandt sted i Europa og Afrika for mere end 200 år siden. Og den har været på mere end et årtis rejse gennem teaterlandskabet. Men den er yngre og friskere end nogen sinde. Den er Mungo Park lige nu.

God fornøjelse!”

MUNGO PARK – REJSER I DET INDRE AFRIKA spillede for første gang i sin nye, danske version den 28. oktober 2016. Du kan opleve den hele sæsonen. Hold øje med aktuelle datoer i kalenderen her.

Køb billetter  – klik her.

Bestil årskortbilletter – klik her.