2084 (Gæstespil)

 POV. INTERNATIONAL /  Kulturkupeen /  Morten Buckhøj
Multimedialt teatershow efter George Orwell

”2084” er en dystopisk fremtidsvision for år 2084 efter George Orwells berømte roman ’1984’.

Et multimedialt teatershow med hologrammer, videoprojektioner og elektronisk musik.

År 2084: Superstaten Europia beherskes af en diktatorisk inderkreds anført af den forførende virtuelle leder Big Mother. Et højteknologisk samfund, som bygger på angst, had og totalovervågning. Vincent Storm arbejder i Ministeriet for Sandhed med at omdigte historien efter ordre. Hans længsel efter frihed vokser, og han indleder et illegalt kærlighedsforhold til Julie. Men Big Mother ser alt, og det uundgåelige sker!

Vi befinder os i en fremtid i permanent undtagelses- og krigstilstand iscenesat af en usynlig magt. Her er intet rum til at tænke selvstændigt eller drømme. Ingen plads til frihed, menneskerettigheder eller demokrati. Alt i denne verden er kunstigt fremstillet med det formål at manipulere.

Orwell opdateret

Fake news, populisme og autoritære stater har fået vores demokrati til at slå revner og har skabt fornyet opmærksomhed om George Orwells roman 1984. I Det Dramatiske Udgangspunkt og Teater Katapults forestilling 2084 tager vi 100 år længere frem i tiden til en dystopisk fremtidsvision – en nyfortolkning af det klassiske forlæg.

George Orwells originale bog, 1984, kom i en ny dansk, anmelderrost oversættelse i januar 2020.

Multimedie-fremtidsvision

”2084” er et sansebombardement af kroppe, lys, billeder og lyd. Det internationale kunstneriske team afsøger et nyt teaterformat ved at føre nye teknikker indenfor video- og musikkomposition sammen.

Den dystopiske fremtidsvision bringes blandt andet til live af den tyske scenograf/kostumier Konrad Schaller og lysdesigner Lars Egegaard Sørensen, som er en af Danmarks førende, når det handler om hologram-effekter, videoprojektion og lysdesign. Musiker Simon Littauer skaber det elektroniske soundtrack, der sender vores bevidsthed af sted mod året 2084.

NB! Der bliver brugt kraftig strobelys i forestillingen!

Forestillingen er produceret af Det Dramatiske Udgangspunkt v. Jonas Littauer i co-produktion med Teater Katapult.

Idé og koncept: Jonas Littauer & Krzysztof Minkowski, Manuskript & Dramaturgi:  Eva Littauer, Iscenesættelse: Krzysztof Minkowski. Scenografi og kostumer: Konrad Schaller. Video, hologram, lysdesign: Lars Egegaard Sørensen. Videodesign, teknisk programmering, afvikling: Jens Mønsted. Sounddesign: Simon Littauer.  Medvirkende: Ludmilla Faber Striim, Malte Frid-Nielsen, Marius Bjerre Hansen, Jonas Littauer, Annika Johannessen (video), Mo Chara (video), Selma Mønsted (video).

Mungo Park følger myndighedernes aktuelle retningslinjer som følge af Covid-19.
Læs mere

Anmeldelser

  • "Fra forestillingens første sekund bliver vi inkluderet i fortællingen... Den kryber i den grad under huden. Langt mere end en film ville gøre det... At det er levende mennesker, der udstiller disse følelser lige foran os, virker utrolig stærkt. Og vi kan føle torturen og hjernevasken... Den Orwellske dystopi står stadig ved magt, og med det overbevisende følelsesspil, der gør stærkt indtryk, fortjener forestillingen 5 POV-stjerner.”
    POV. INTERNATIONAL
  • “Fang forestillingen, hvis det er muligt... Imponerende disciplineret og velspillet fremtidsgyser!... Den burde vises hyppigt for politikere, når der udstikkes retningslinjer for, hvordan vi må tale, tænke og handle... Kort sagt, denne co-produktion er interessant.”
    Kulturkupeen
  • “Særdeles interessant... Handlingen er slet ikke så urealistisk endda... En interessant forestilling om et spændende emne… Et indspark i en omsiggribende debat om magtfuldkommenhed, topstyring, øget samfundsovervågning og om hvordan verden vil udvikle sig når klimaet på et tidspunkt for alvor bukker under.”
    Morten Buckhøj