CELESTE

Sommerkampagne: TEATER FOR EN HUND – alle billetter KUN 100 kr. i juni og august!

CELESTE er skuespiller og debattør Amelia Høys anmelderroste og rørende instruktørdebut om en fars forhold til sin afrodanske datter.

Thomas har rund fødselsdag og hans datter er endnu ikke ankommet. Telefonen ringer og politiet fortæller, at hun har været involveret i en voldsepisode under en demonstration. Men de siger ikke noget om hvordan. Angsten for at der er sket noget alvorligt og uvidenheden om hendes rolle i voldsepisoden, tvinger ham til at granske deres relation, som er blevet anstrengt, hans virkelighed overfor hendes og situationer fra fortid og nutid, for at forstå hvad der er sket med datteren og imellem dem.

Mungo Park er stolte af at kunne give dramatiker- og instruktørdebut til den fremadstormende skuespiller og aktivist Amelia Høy, som arbejder både i Danmark og internationalt. Hun har medvirket i serier som DICTE, GIDSELTAGNINGEN og internationale produktioner som serien KILLING EVE og den ikoniske film TOM OF FINLAND. Hun er lige nu aktuel i serien THE HEAD fra 2020.

Skitseformat: CELESTE er en skitseforestilling i vores nye eksperimenterende teaterformat. Dvs. CELESTE er skabt på ultrakort tid og spiller i et næsten nøgent scenerum, i en kort og begrænset periode, hvilket også reflekteres i den kortere varighed og lavere billetpris. Ideen er, at vi på den måde kan gribe de gode ideer, der opstår undervejs i vores daglige arbejde, og handle hurtigt på dem.

TEATER FOR EN HUND – alle billetter KUN 100 kr. i juni og august!

Igen i år kører vi vores populære sommerkampagne og giver jer helt eksklusivt alle forestillinger til KUN 100 kr.

Alt du skal gøre er blot at vælge “TEATER FOR EN HUND – 100 kr.” når du køber billet. Du sparer op til 150 kr. pr. billet!

Vi ønsker alle en god teatersommer på Mungo Park.

Læs mere

Anmeldelser

  • "Amelia Høy er tydeligvis en talentfuld dramatiker og instruktør... CELESTE rummer både smerte og poesi, og takket være Henrik Prip kommer den unge dramatikers arbejde til at fremstå så godt som muligt. Meget mere kan man vel ikke ønske sig som debutant?... CELESTE formår både at engagere og bevæge... Henrik Prip er en glimrende skuespiller... Han tegner et lavmælt men altid ærligt og komplekst portræt af en kun tilsyneladende ensporet mand"
    CPHculture
  • "Henrik Prip spiller fremragende rollen som den bekymrede far der gerne ville have været den perfekte rige og overskudsagtige men må se i øjnene at det er han nok ikke"
    Kulturkongen
  • "Henrik Prip bruger al sin sympatiske kunnen, udnytter pauserne, underspiller uroen, åbner for tristheden og fortryder de øjeblikke... Amelia Høy har gå-på-mod"
    Frederiksborg Amts Avis
  • "Henrik Prip giver os overbevisende alle facetterne af faren Thomas... Hans faderportræt er både troværdigt og nærværende... Amelia Høy har skrevet en fin og tankevækkende monolog. Hendes tekst er interessevækkende... En lovende debut, og det bliver spændende at se, hvad hun skriver i fremtiden"
    Ungt Teaterblod
  • “Henrik Prips faderskikkelse i CELESTE er endnu en sejr, som bør anderkendes… CELESTE rammer ned i et politisk spørgsmål om det moderne samfunds fortsatte diskrimination… Det er Black Lives Matter sat ind i dansk køkkenrealisme… Prip er guld værd for Mungo Park… Prip er altid fremragende, for han former sine karakterer, så de bliver ægte mennesker, der sidder på scenen i Allerød… Det lykkes over måde… Prip gør det så naturligt… Prip forstår at materialisere ensomheden… Flot teknisk realiseret… Dette hurtigformat som CELESTE er lavet i er både godt, givende og interessant at overvære”
    Kulturkupeen
  • “Altid 100 % driftsikre og troværdige Henrik Prip… Emnet er interessant og vedkommende, og først og fremmest enormt aktuelt… Den er værd at se for sit tidsaktuelle indhold, for Prips fine spil og fordi pilen for Amelia Høys vedkommende som dramatiker peger i den rigtige retning. Vi vil gerne se mere fra hendes hånd, måske et intenst familiedrama med denne monologs karakterer”
    Morten Buckhøj
  • “Henrik Prip leverer en absolut outstanding performance… En bevægende og insisterende nutidsfortælling om forholdet mellem far og datter, om strukturel racisme… På alle måder både rammende og rørende… Prip er kommet helt ind under huden på den 60årige far… CELESTE er et utroligt fint og nuanceret billede af en hvid mand fra middelklassen”
    Sceneblog