Dobbelt op:
SMYKKET + CELESTE

Velkommen til en aften med dobbelt op på teater. Vi giver jer to af vores skitseforestillinger på samme aften – Amelia Høys CELESTE og SMYKKET. Begge underholdende og rørende monologer med hhv. Henrik Prip og Nana Morks alene på scenen i to kraftpræstationer, som bør opleves.

CELESTE

Thomas har rund fødselsdag og hans datter er endnu ikke ankommet. Telefonen ringer og politiet fortæller, at hun har været involveret i en voldsepisode under en demonstration. Men de siger ikke noget om hvordan. Angsten for at der er sket noget alvorligt og uvidenheden om hendes rolle i voldsepisoden, tvinger ham til at granske deres relation, som er blevet anstrengt, hans virkelighed over for hendes og situationer fra fortid og nutid, for at forstå hvad der er sket med datteren og imellem dem.

Vi giver med CELESTE dramatiker- og instruktørdebut til den fremadstormende skuespiller og aktivist Amelia Høy, som arbejder både i Danmark og internationalt. Hun har medvirket i serier som DICTE, GIDSELTAGNINGEN og internationale produktioner som serien KILLING EVE og den ikoniske film TOM OF FINLAND. Hun er lige nu aktuel i serien THE HEAD fra 2020.

SMYKKET

Føler du også du hører til i det gode selskab? At du bør være en af dem der er noget?

Det gør Mathilde. Hun har altid haft på fornemmelsen at hendes liv ville blive interessant for andre og derfor har hun optaget det på kassettebånd. Men hendes liv er ordinært. En dag smiler lykken dog til hende, da hun pludselig skal med til årets mest eftertragtede fest.

Endelig har hun muligheden for at opleve det liv, hun føler sig skabt til og bevise at hun er kommet til de finere kredse for at blive! Hele opsparingen skal bruges, og hvad den ikke dækker, må hun låne sig til. For ingen til festen skal kunne se forskel på hende og de rigeste kvinder, koste hvad det vil.

SMYKKET er en tragisk komedie om Mathilde, der er villig til at gøre alt for ikke at ryge ud af det gode selskab. Forestilingen er baseret på romanen af samme navn af Guy de Maupassant.

Skitseformat: CELESTE og SMYKKET er en skitseforestilling i vores nye eksperimenterende teaterformat. Dvs. de er skabt på ultrakort tid og spiller i et næsten nøgent scenerum, i en kort og begrænset periode, hvilket også reflekteres i den kortere varighed og lavere billetpris. Ideen er, at vi på den måde kan gribe de gode ideer, der opstår undervejs i vores daglige arbejde, og handle hurtigt på dem.

 

CELESTE

Medvirkende: Henrik Prip, Instruktør og Dramatiker: Amelia Høy, Lyddesign: Emil Bøll, Lysdesign: John Ivar Venned

SMYKKET

Medvirkende: Nana Morks, Instruktør: Anders Lundorph, Lyddesign: Emil Bøll, Lysdesign: John Ivar Venned

Varighed: 1 t. 45 min.

Mungo Park følger myndighedernes aktuelle retningslinjer som følge af Covid-19.

 

Læs mere