FILOSOFISKE HÅNDMADDER

FILOSOFISKE HÅNDMADDER den 30. september kl. 13.00-14.30
Forestilling WOYZECK kl. 15 (kræver særskilt billet)

Nyd en herlig frokost med velbelagt smørrebrød i caféen på Mungo Park, mens filosof Jon Auring Grimm og instruktør Jesper Michelsen i en uformel interview-samtale går på filosofisk rundtur i forestillingens konceptuelle brug af Naturbegrebet, entropi, orden og kaos. Hvordan er naturen – og ikke mindst den dobbelte natur – på spil i WOYZECK, og hvilken betydning har det haft for den kunstneriske proces.

Jon Auring Grimm er filosof, litteraturformidler og teaterkonsulent. Han er pt. tilknyttet Århus Universitet og Albertslund Bibliotek, hvor han er i færd med at skrive en ph.d.-afhandling.

Jesper Michelsen er instruktør af WOYZECK og leder af Glad Teater.

Ønsker man smørrebrød skal dette forudbestilles SENEST D. 25. SEPTEMBER.

Vælg mellem følgende fire anretninger:

Fiskefilet med remoulade og flæskesteg med rødkål – 100 kr.
Fiskefilet med remoulade og æg med mayo og rejer – 100 kr.
Fiskefilet med remoulade, flæskesteg med rødkål, æg med mayo og tomat – 150 kr.
Fiskefilet med remoulade, æg med mayo og rejer, kartoffel med mayo og ristede løg – 150 kr.

Ønsker man at deltage i arrangementet UDEN mad, er man velkommen til bare at møde op i foyeren kl. 13.00.

Ønsker man også at se forestillingen WOYZECK kl. 15, kræves der særskilt billet: https://www.mungopark.dk/forestilling/woyzeck/

Om forestillingen
Glad Teaters WOYZECK er en fysisk forestilling, hvor de fem performere i et nærmest kødeligt formsprog fremstiller menneskedyrenes gentagne magtkampe.

Med kærlighedshistorien mellem Woyzeck og Marie som rød tråd bliver karaktererne på skift kastet ud i en cirkulær dødsdans, hvor de skiftevis begærer, styrer, udfordres og går til grunde – en cyklus forceret af civilisationen og menneskets drift, som ingen af os har kontrollen over.

I dette afmagtens univers har ordene mistet betydningen og gennem stærke koreografiske billeder er publikum vidner til mord, ydmygelse og kaos, men også vidner til håbets poesi, kærlighedens varme og længslen efter frihed.

 

WOYZECK spiller som gæstespil på Mungo Park i Allerød i perioden 22. – 30. september.

Læs mere