HUDLØS bringer det isolerede menneske under kærlig, absurd og overraskende lup.
Instrueret af den palæstinensiske stjerneinstruktør Bashar Murkus.
Vi inviteres ind i en ung mands mikroskopisk lille soveværelse. Der er noget farligt udenfor døren, og derfor er han stoppet med at gå ud, og stoppet med ”at gøre”. Hvad sker der med ham, hvis han simpelthen bare “er? Mandens situation leder måske dine tanker hen på din pandemiske isolations soveværelse eller måske hen på en krise eller krig. Og så spørger forestillingen kærligt, vildt og overrumplende, hvad man gør af sig selv, i den slags tilstand? Når man ud af det blå, tvinges til at være helt alene med alt det man bærer rundt på? Hvordan holder man fast i sig selv, hvordan finder man noget lykkeligt, som man kan holde fast i?
HUDLØS er moderne absurdisme. Du får ikke en klassisk historie fra A til B, men præsenteres i stedet for en tilstand, som vi kender det fra Beckett og Kafka. Som instruktøren Bashar Murkus siger ”der er masser af mening, men man skal lede efter den selv”. Forestillingen handler altså ikke om manden på scenen, men om dig!
Skrevet og instrueret af Bashar Murkus Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams Scenograf: Majdala Khoury Lysdesign: John Ivar Venned baseret på Muaz Aljubehs originale design Lyddesign: Emil Bøll Koreograf: Jacob Stage Instruktørassistent: Nicolaj Dissing Schledermann Oversætter: Naja Bjørnsson Kostumeskrædder: Maria Ipsen Coverfoto: Jon Kort Forestillingsfotos: Zuhal Kocan Trailer: Rumle Tornhøj Skafte Dansende barn: Noah Sui Original produktion: (هـــــــشّ, 2017) Khashabi Theatre, Palæstina
I samarbejde med det oprindelige produktionshold: Henry Andrawes og Khashabi Ensemble
Varighed: 1.t. 15 min.
HUDLØS TRAILER
Anmeldelser
-
"Det er i sig selv spændende at opleve et radikalt anderledes teatersyn i denne forestilling. Han gebærder sig imponerende rundt i astronautagtig slowmotion med forsinkede fødder og stædigt fokus, og han nærmest svæver omkring i Majdala Khourys groteske overlevelsesscenografi. Ser os tilskuere direkte i øjnene, mens (han) står i sit aleneliv på scenen og vi kan ikke lade være med at smile tilbage. Insisterer på at findes – så stærkt, at det faktisk tager toppen af ensomhedsfølelsen. I hvert fald en aftens tid."
-
"Palæstinensiske Bashar Murkus’ HUDLØS er præcis så kosmopolitisk i sit grundlæggende følelsesunivers, at det er fuldstændig ligegyldigt om man sidder i Aleppo eller Allerød – det er dine følelser, dine traumer, og dit levede liv der er afgørende for din oplevelse. Det er en storspillende Sebastian Aagaard-Williams der boltrer sig i Murkus’ univers…Savn og traumer, kærlighed og lidenskab, uvished og frygt – alt er pakket med ned i Bashar Murkus’ bundløse kuffert i HUDLØS, en absurd forestilling du ikke vil gå glip af."
-
"På Mungo Park ser man mod noget helt nyt og ganske banebrydende (...) Det er sørgmodigt og muntert på samme tid. Et dejligt bekendtskab med en dramatiker og en stil man ikke har set på disse breddegrader før - han spilles dog en del i Berlin. Bashar Murkus har selv instrueret forestillingen på Mungo Park og det gør derfor oplevelsen ekstra spændende og ægte. Så vil man opleve noget helt specielt teater der rammer tiden lige nu på godt og ondt - så afsted til Mungo Park. "
-
“…stor tak for at introducere publikum for begrebet 'palæstinensisk absurdisme'. Vi kan godt slå fast med det samme at det er et godt bekendtskab. Både begrebet, stykket og Sebastian Aagaard-Williams. Det er både meget morsomt, og dybt tragisk. En meget rørende menneskelig karakter.”
-
“Det er absurdisternes priviligegium at tegne hverdagen op i groteske streger, så man først ler og snart tænker. Det lykkes (…) Bashar Murkus hævder, at publikum lærer sig selv at kende igennem hovedpersonens adfærd. Sådan er det med godt teater, også her (…) muntert og storartet.”Frederiksborg Amts Avis
-
"Skaber kunst i særklasse (...) højdepunkterne i stykket sidder fast i mig lang tid efter salen er forladt”
-
“I både det talte og det fysiske leverer han en ikke mindre end fabelagtig optræden. Her har vi en forestilling, der helt uden at forsøge på det, er blevet ekstremt relevant… tydelige paralleller til den konflikt, Europa oplever for tiden (…) Det føles lidt som at vågne fra en drøm, der gav komplet mening, da man drømte den…”
-
"Det er absurd teater i sin reneste aftapning….skiftevis komisk, rørende og skræmmende (…) Det er beundringsværdigt, at Mungo Park introducerer os for palæstinensiske Bashar Murkus. Det er påfaldende, at hans fortælling i det absurde univers i Hudløs ikke virker særlig fremmedartet. Der er ikke nogen forståelseskløft. Det er en almenmenneskelig historie. "
-
"Vi ler og skræmmes på samme tid - og forfærdes. Er der et politisk værk? Er det et poetisk værk? Eller er det en surrealistisk rumballet for en flodhest i en badekar? Der er noget klovneagtigt, drømmende og frisættende over billedfantastien, der både er afgrundsdyb, uforståelig og ganske fascinerende. "