HYPER SWITCH ULTRA FAGGOT er en våd drøm. En simpel kærlighedshistorie om at
være afhængig af smerte og ensomhed, og om at forelske sig i noget, man ikke kan finde
ud af, om man skal være eller begære.
En musikdramatisk monolog om den underbelyste homoerotiske logik, at det, der er det mest brutale, også er det smukkeste man har.
Instruktør og dramatiker Johan Klint Sandberg er gået sammen med klassisk komponist
Matias Vestergård og skuespiller Ludvig Brostrup om at skabe HYPER SWITCH ULTRA
FAGGOT.
En enkelt skuespiller står i et tomt rum fuld af højtalere, hvor mandsstemmerne fra Det Unge Vokal Ensemble personificerer homomiljøet i et gennemkomponeret korværk. Den angstfyldte homoseksuelle mand inde i det såkaldt harmoniske fællesskab.
Vi gør opmærksom på at forestillingen indeholder udpenslede skildringer af vold,
overgreb og sex.
Trigger warnings: Homofobi, transfobi, racisme, femmefobi
Genre: Nyskrevet musikdramatik
Varighed: 1 time
Alder: Fra 16 år
Idé og tekst: Johan Klint Sandberg & Ludvig Brostrup
Medvirkende: Ludvig Brostrup
Iscenesættelse: Johan Klint Sandberg
Komponist: Matias Vestergård
Kostumedesigner og scenografkonsulent: Ditte Marie Tygesen
Scenografassistent: Agnes Rahbek
Kor: Det Unge VokalEnsemble
Dirigent: Poul Emborg
Tonemester: Ragnheiður Jónsdóttir
Producent: Johan Klint Sandberg
Anmeldelser
-
“Væmmelig, stærk og skarp monolog om destruktive relationer... Lydsiden er aldeles velkomponeret og fungererer aldeles fremragende... Vi ser her en iscenesætter, der kommunikerer usædvanligt klart, ligesom den kvalmende fornemmelse, vi indimellem sidder med, også synes helt bevidst... Forestillingen er især genkendelig for fyre i homomiljøet med Grindr-erfaring, men fortællingen om usunde og destruktive forhold er ikke seksualitets- eller kønsspecifik... Beskriver de mørkere sider af et til tider hårdt, seksualiseret miljø og en ung fyrs grusomme fortabelse i et voldeligt og kontrollerende forhold med en dominerende mand... Gradvist udfolder historiens mørke sig, og vores hovedperson iklæder sig sort læder og støvler, mens han smertedyrkende drypper brændvarmt stearin over sin brystkasse. Og hen mod forestillingens slutning er livsglæden, empatien og nysgerrigheden forsvundet både fra hans øjne og fra hans replikker”Morten Hede
-
"Råt og selvpinende teater... Publikum vrider sig i sæderne... Værket er fornægtelse og traumebehandling i realtid, og det er stærkt... Ludvig Brostrup lever sig fuldt ind i en kompleks tekst, der får yderligere nuancer af Matias Vestergårds skarpt komponerede vokalintermezzi: ironiserende kommentarer, præcise strejf af lys og mørke... Monologen understreger, at Brostrups force er den underkuedes sårbare mimik, men viser også glimt af overbevisende vrede i det sammentrukne ansigt... Et langsomt eskalerende overgreb. En mundfuld. Den langlemmede, risikovillige Brostrup med de vagtsomme øjne bliver spændende at følge i sine nærhedsportrætter de kommende år"Iscene
-