Gæstespil fra Mungo Park Kolding
Danskheden er til diskussion som aldrig før. Men hvad er det egentligt, der definerer det særligt danske? Hvad er det, der gør den danske kultur til noget helt specielt? Er det hygge, tolerance, frisind, stegt flæsk og persillesovs eller noget helt femte? Er det overhovedet muligt at forenes om, hvad danskhed er for en størrelse?
For at opnå dansk statsborgerskab skal man svare korrekt på 32 ud af de 40 spørgsmål, der udgør indfødsretsprøven. 40 spørgsmål, som baserer sig på et læremateriale, der har kogt danskheden ned til et 140 siders langt pensum. Men er man dansk, bare fordi man kan hele pensum? Og hvad hvis man ikke kan svare rigtig på spørgsmålene, selvom man allerede er dansk statsborger?
INDFØDSRETSPRØVEN er en kabaret over 1300 års udvikling fra vikingetid til velfærdssamfund, fra Kalmarunion til EU, fra Tycho Brahe til Poul Thomsen og alt derimellem.