MUNGO LAB #33 KLIMA: DEN DAG JEG BLEV BANGE FOR SOLEN
Hvad er teatrets og kunstens rolle i forhold til klimaforandringer?
En gang ude i fremtiden vil vi ikke længere længes efter solen. Vi vil frygte den. Vi vil længes efter kulden, vinteren og drømme om evigt gråvejr. Og en gang ude i fremtiden vil dyrene forsvinde, en efter en vil de forlades os.
Hvad vil det betyde for vores drømme, når fuglene ikke er her længere? Vil vi kunne forestille os det at flyve? Klodens kommende forandringer skræmmer os, men er der egentlig noget at være bange for? Er det ikke bare en smuk mulighed for, at noget nyt kan opstå og vokse?
Klimaforandringer er blevet en del af vores fælles bevidsthed. Men vi begriber ikke hvad vi skal gøre, om der er noget, vi kan gøre. Kom og se med, når Mungo Park undersøger, hvad scenekunsten kan bidrage med i forhold til at begribe den nye virkelighed.
DEN DAG JEG BLEV BANGE FOR SOLEN tager udgangspunkt i interviews med forskellige eksperter:
En initiativtager til et økosamfund, en heks, en antropologistuderende, en litteraturprofessor, en forsker i biologisk mangfoldighed, en professor i specifikke havplanters påvirkning af klimaforandringer, en teaterdirektør, en performancekunstner, en cellist og en dna forsker.
Alle disse interviews er foretaget og bearbejdet af dramatiker Marie Bjørn.
Mungo Lab og skuespillere fra Mungo Parks ensemble instrueres denne gang af Nicolei Faber. Han har tidligere bl.a. iscenesat Lars von Triers Riget på Det Kongelige Teater og Direktøren for det hele på Odense Teater.
MUNGO LAB
Mungo Lab er det eksperimenterende rum, hvor Mungo Parks ensemble med en original idé, kort prøvetid og kun én spilleaften prøver kræfter med nye iscenesættelser, tekster og formsprog.
Publikum får kun denne ene aften lov til at komme indenfor i Mungo-laboratoriet. Man ved aldrig helt, hvad der kommer til at ske på en Mungo Lab-aften.