Vores nye Hamlet hedder Rikke

Foto: Martin Greis-Rosenthal

Vi glæder os til at kunne præsentere Rikke Lylloff som vores nye Hamlet i forestillingen af samme navn, når vi igen åbner dørene for Shakespeare-klassikeren i slutningen af marts og igen i april.

Rikke er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole ved Odense Teater i 2004 og har bl.a. medvirket i tv-serien ’Borgen’, ’Sandheden om mænd’ og ’En skærsommernatsdrøm’ på Det Kgl. Teater. Og så har hun spillet teater i New York og haft en stor rolle i den tyske tv-serie ‘Der Usedom-Krimi’. Hun har siden medvirket i diverse danske film, tv-serier og teaterforestillinger.

Sidste år spillede Rikke den stærke titelrolle, nemlig Anna Karenina, i Odense Teaters opsætning. Informations anmelder Anne Middelboe Christensen fremhævede hendes præstation med ordene:

“Rikke Lylloff er rystende smuk som Anna Karenina (…) Hun skaber en vidunderligt stærk og moderne hovedperson i Anna Karenina på Odense Teater – ikke mindst som kvinden, der selv er chokeret over, at hun er parat til at forlade sin mand og sit barn for sin elsker.”

Mungo Parks direktør, Lasse Bo Handberg udtaler om den nye Hamlet: ”Da vi skulle finde en ny skuespiller til vores Hamlet, tænkte jeg med det samme på Rikke. Rikke er i mine øjne en enormt stærk skuespiller, der har den karisma, teknik og disciplin, som en rolle som Hamlet kræver”.

Mungo Parks HAMLET
Mungo Parks Hamlet er en intens affære og en forkortet og genfortolket version af Shakespeares evige klassiker.

Hamlet er en veluddannet humanist, der troede, at han skulle bruge sit liv på politik, fred og familieliv. I stedet finder han sig selv i et spil fuld af intriger, hævn, magt og død. Hans redskab bliver teatret i kraft af nært venskab med skuespillere fra byen. Hvordan kan Hamlet være sikker på at gøre det rigtige? Hvordan kan han bruge sit liv til gavn for Danmark?

I Mungo Parks udgave spilles Hamlet af en kvinde. Rollen som Hamlet har tidligere været spillet af Meike Bahnsen og Christine Albeck Børge. Vi glæder os meget til at byde Rikke Lylloff velkommen på scenen.

Spilleperiode i Allerød:
23. marts kl. 20.00
24. marts kl. 17.00

30. april kl. 20.00
1. maj kl. 20.00

Læs mere om forestillingen og køb billet her.

Download billeder af Rikke her.