En historie om Mungo Park
Ifølge myten kommer navnet af en brandert og en dolk i siden. En dag i de tidlige 90’ere går skuespilleren Lars Kaalund rundt om sig selv for at finde et nyt navn til det teater, som han har overtaget fra Nikolaj Cederholm og Dr. Dante. Det falder ham ikke let. Misfornøjet bæller han en flaske billig fransk bordvin.
Druerne stiger ham øjeblikkeligt til hovedet. Men frem for at lægge et ondt slør af hovedpine titter en lille idé frem i tågerne. Kaalund kommer i tanker om, hvordan Dr. Dante oprindeligt fik sit navn. Man havde taget et leksikon og hugget en kniv ind i siden. Og der, hvor kniven pegede, lå navnet.
Da Kaalund flår bogen op, sidder hans brødkniv fast i en artikel om en ung skotsk opdagelsesrejsende. Han hed Mungo Park og havde udforsket floden Niger på et tidspunkt i 1800-tallet, hvor det indre Afrika ikke var andet end en usynlig plet på landkortet. I hans samtid kaldte man ham skør i bolden. Det samme var der nok nogen, der tænkte om Danterne, da de gik i gang med at forvandle en af Lars Tyndskids utallige pløjemarker til dansk teaters forgrund.
Lars Kaalund skålede. Selvfølgelig skulle Mungo Park rejse ind der, hvor Dr. Dante nu havde lagt fra land. Teatret i Allerød var jo netop kendetegnet ved vovemod og nysgerrighed, et skvæt naivisme og galskab, blind tiltro til egne evner og en ren fornægtelse af muligheden for at fare vild.
På den måde blev opdagelsesrejsen den bærende metafor i teatret Mungo Parks arbejde. Og det er det stadig. Målet er den dag i dag løbende at kortlægge endnu ikke udforskede områder i det uendelige teaterlandskab.
Arven fra Danterne
Det hele startede i en nedlagt møbelforretning engang i 80’erne. Indtjeningen var faldet, og den lokale møbelbutik drejede nøglen om. I dens sted ville kommunen anlægge en parkeringsplads, og mens man ventede på bulldozerne, gav man nogle ivrige unge lov til at lave lidt teater i huset.
En af dem var bysbarnet Nikolaj Cederholm. Under stor lokal opmærksomhed havde han og en gruppe kammerater opført en række skøre sceneoptrin under navnet Dr. Dantes Desperate Renovations Show. De debuterede den 12. marts 1979 i Allerød Ungdomsskoles afslutningsshow og efterhånden blev der konstitueret en teatergruppe med Cederholm som den naturlige leder.
Frem for at anlægge flad beton besluttede kommunen at tilbyde Cederholm at lave teater i bygningen. Året var 1985. Danterne havde fået deres egen scene, og Allerød havde fået et flagskib, der med tiden skulle trække stor national og international opmærksomhed til kommunen i Nordsjælland.
Med en blanding af professionelle kræfter og de rene amatører begyndte Dr. Dante at producere teater, som om det faktisk var et rigtigt teater: Tre forestillinger om året, turné og gang i den. Sådan gik det i fuld fart frem, forbi jubilæumsåret 1989 og ind på den anden side af 90’erne. I 1992 beslutter Cederholm og Danterne, at det er tid til at flytte hjemmefra. De rykker til Frederiksberg Allé og indtager Aveny Teatret, som de omdøber til Dr. Dantes Aveny med Cederholm som direktør.
I Allerød står man derfor tilbage med et teater uden navn og direktør. Sidstnævnte finder man dog lige om hjørnet. Blovstrødknægten Lars Kaalund bliver udnævnt som ny leder. Og med ham kom, som sagt, navnet.
Mungo Park – de tidlige år
Det var nok de færreste, der havde slagtet sparegrisen for at sætte opsparingen på netop det udfald, havde de været vidner til Lars Kaalunds første optræden på teatret. Det var nemlig i rollen som blikkenslagerlærling castet til en gang for alle at få bugt med det gamle utætte lokum. Da toilettet var tætnet, blev den unge og nysgerrige Kaalund hængende og begyndte at lave teater.
Det varede dog ikke længe.
I 1986 blev han smidt på porten af selveste Cederholm, som foretog en større udrensning af de medlemmer i gruppen, som var for useriøse til hans smag. Det er uvist, om det var den hændelse, der fik Kaalund til at skifte uddannelse. Men i hvert fald kunne han seks år senere vende tilbage til teatret som skuespiller fra Statens Teaterskole i den nye rolle som direktøren for det hele.
Yderligere seks år sad Kaalund i cockpittet på Mungo Park og undervejs skrev, instruerede og medvirkede han i succeser som bl.a. Kuppet og Egoisten. I 1998 overtog han så rorpinden på Østre Gasværk Teater (Her afsluttede Kaalund små ti år senere og med passende symbolsk schwung sin tid på Østre Gasværk Teater med gæstespillet ”Mungo Park – manden bag navnet”. Signaturforestillingen var instrueret af Martin Lyngbo, og havde forinden spillet for fulde huse i Allerød).
På Mungo Park blev Lars Kaalund afløst af skuespiller og instruktør Peter Reichhardt. Sønnen af den folkekære skuespiller planlagde og iværksatte en større ombygning af teatret, som Lars Kaalund havde igangsat, og i 2003 kunne han invitere publikum inden for i den gamle møbelbutik, der var forvandlet til et moderne teaterhus med en renovering i millionklassen.
Et par år senere oplevede Reichhardt et af flere kunstneriske højdepunkter med Line Knutzons Guitaristerne, der vandt en Reumert i kategorien »Årets Lille, store forestilling«.
Mungo Park – i dag
I dag er Mungo Park et repertoireteater med et fast tilknyttet ensemble, indført af Martin Lyngbo, der sad i direktørstolen fra 2005 til 2017. Publikum afgør, hvor længe en forestilling skal spille, så de bedste forestillinger lever længe hos os, og vender jævnligt tilbage. Et privilegium, der følger med et ensemble, som kan spille alle forestillinger på lageret.
Under Martin Lyngbos ledelse gik Mungo Park først nye veje gennem en række forestillinger, der udsprang af lokale historier fra teatrets nærområde med universelle perspektiver baseret på grundig research og enkle scenografier. I 2006 skrev og instruerede han ”Forstad”, en historie om de to sekstenårige venner Bjørn og Sebastian og deres problemer med alkohol, stoffer, vold og umulig kærlighed i Allerød og omegn. Stykket skaffede ham en Reumert og nomineringer som årets dramatiker og årets instruktør.
Siden har Mungo Park vendt vrangen indad med blandt andet det psykologiske gyserdrama ”Den anden”, arbejdet sociologisk som med ”Sandholm”, og musikalsk med bl.a. hævndramaet ”Spasser hund kanin”. Siden alderdomsdramaet ”Den allersidste dans” har teatret arbejdet med collageformens dramatiske muligheder bl.a. i Reumert-vinderen 2011 ”Kvinde kend din krop”.
I 2008 åbnede søsterteatret Mungo Park Kolding. Målet med at forgreningen er, at to kunstnerisk selvstændige Mungo Park-teatre kan berige og uddanne hinanden gennem udveksling af forestillinger og kunstneriske kompetencer, og betyde mere og bedre teater for publikum.
I de senere år har Mungo Park også rettet blikket mod de fjernere himmelstrøg i ønsket om at møde nye kulturer, publikummer, venner og fjender og inspiration fra verden på den anden side.
Opdagelsesrejsen fortsætter
Som Dr. Dante og Mungo Park har teatret i Allerød gjort mange af sine opdagelser gennem produktionen af ny dansk dramatik. Ikke alle fund har været lige afgørende, men indsatsen har været bemærkelsesværdig i nyere dansk teaterhistorie.
Det er vist selv kritikerne enige om. Senest er Mungo Park blevet hædret med Lauritzen Fondens Visionpris 2011 for ”sit mod til at turde satse, sprænge rammer og gennemføre en stærk kunstnerisk vision”.
Betragter man Mungo Parks historie i forlængelse af forgængerne, Dr. Dante, kommer man til at spekulere på, hvordan teatret har været i stand til at forblive på en rejse mod det ukendte, og så alligevel finde vej. Igen og igen.
Måske er hemmeligheden, at teatret ikke orienterer sig efter de fire verdenshjørner, men efter det, som den rejsende ønsker sig mest i verden. Det var på den måde, det lykkedes opdageren Mungo Park at finde Nigeren uden kort. Han fulgte efter sporene af det, han brændte for at finde. Det kræver idealisme, mod og vedholdenhed. Men også en vis portion fis i kasketten og ikke mindst de rette faglige evner.
Og her ligger måske noget af forklaringen på den rejse, teatret i Allerød har taget fra Danternes tid og frem til Mungo Park af i dag. I ekspeditionen på og bag scenen har stået opdagelsesrejsende, som var gale og dygtige nok til at sætte hensynet til opdagelserne over alt andet.