Lars Bom og co. gæster Mungo Park

Når forestillingen LILLE MAND HVAD NU? er tilbage i repertoiret den 17. – 22. oktober, er det med et spritnyt sæt skuespillere. Oplev blandt andre Lars Bom spille 13 forskellige roller.

Lars Bom spiller alt fra fødselslæge og plattenslager til højrøvet skuespiller og en tøjekspedient, der også er nudist. Jens Frederik Sætter-Lassen (kendt fra bl.a. DRs ’1864’) står på scenen i hovedrollen som Pinneberg, og som Pinnebergs hustru kan du opleve unge Sofie Alhøj. Sønnen de kalder ’Sardinen’ spilles og akkompagneres af Morten Hemmingsen og med yderligere 13 roller kan du opleve Lisbeth Gajhede i fuld vigør.

Alt under rammerne af et barskt Berlin i årene op til Hitlers magtovertagelse, gennem en rørende, varm og humoristisk fortælling om den lille mand Pinneberg, som ikke bare må kæmpe mod 1930’ernes brutalitet, men også mod brutaliteten i ham selv.

Uanset om du har set den før eller ej, er der nu ingen vej uden om. En oplagt mulighed for at opleve forestillingen – der væltede både publikum og presse – i nye klæder.

Læs mere om forestillingen og bestil dine billetter her. Gratis for årskortholdere.

Læs mere om LILLE MAND HVAD NU? på turné med Folketeatret her.