Mungo Park får lokalt flygel

Takket være to stamgæsters utrolige generøsitet er Mungo Park igen et teater med flygel!

I januar modtog Mungo Park en lidt usædvanlig og usædvanligt skøn mail:

”Kære folk på Mungo Park.

Vi har som årskortholdere i mange år haft en masse gode oplevelser på jeres teater i Allerød. Engang stod der et flygel på den lille scene. Det gør der ikke mere. Har I lyst til, at der skulle stå et igen – så har vi et tilbud: Vi vil donere vores dejlige Hornung og Møller flygel til jer (…)

Mange hilsner
Kirsten og Terkel”

Kirsten og Terkel er to af mange, som, siden Mungo Park skabte sit årskort i 2010, har været trofaste teatergængere og årskortholdere i Allerød.  De to stamgæster var slet ikke i tvivl om, hvor de helst ville have, at deres flygel skulle flytte hen, da de ikke længere syntes, de brugte det nok. Flyglet er fra 1909 og har stået i Kirsten og Terkels hjem siden 1971, hvor det er blevet spillet meget på og er blevet kærligt plejet.

Nu er flyglet så flyttet ind på scenen i Mungo Parks foyer, hvor det fra nu af vil blive brugt til koncerter, foyer-arrangementer, kreative frokostpauser og ikke mindst som en fryd for øjet og øret for alle ansatte og publikummer.

Vi er taknemmelige og meget stolte over at være flyglets nye hjem!