Mungo Park og Anna Malzer præsenterer TATOVERING

– En historie om identitetsforvirring og faderløs ungdom i 00’ernes Danmark. 

Efter totalt udsolgte sale og topanmeldelser er der næsten kun en måned efter premieren på DE HOVEDLØSE premiere på Mungo Parks nye forestilling, TATOVERING, fredag den 28. februar. 

Det er samtidig den første forestilling som Mungo Parks nye 28-årige teaterdirektør Anna Malzer selv både skriver og instruerer. 

I TATOVERING tvinges en kvinde i tyverne til at skulle tage afsked med sin far, som hun aldrig har kendt, da han pludselig ligger for døden. Det kaster hende tilbage til nogle skelsættende minder fra hendes faderløse ungdom i 00’erne, hvor hun i sin iver for at udfylde tomrummet, ender ud i nogle situationer der sætter sig dybe spor i hendes endnu spinkle krop. 

Forestillingen består af fragmenterede oplevelser der undersøger hvordan det er at vokse op i et maskulint miljø, der mangler konkrete maskuline rollemodeller. 

“TATOVERING er en eksistentiel forestilling, der handler om en piges konfrontation med tabet af en far hun ikke har haft og den ambivalens som tabet igangsætter i hende. Men det er også en politisk forestilling der undersøger, hvordan mænd i nogle dele af samfundet, både den laveste og den højeste del, er sårbare overfor for tidlig død i nutidens Europa. Et emne som fx forfatteren Eduard Louis og forskeren Ruth Gilmore bl.a. har sat fokus på.” 

“Jeg er selv vokset op i et miljø, hvor jeg i min ungdom oplevede en række dødsfald blandt unge mænd omkring mig. Det er fiktion vi præsenterer på Mungo Park, men temaet er personligt for mig og jeg har ofte stillet mig selv spørgsmålet: hvorfor døde der unge mænd omkring mig, og ikke kvinder? Jeg skrev teksten for to måneder siden, lige efter min egen far også døde for tidligt. Teksten handler ikke om min far – men da jeg stod midt i endnu et for tidligt dødsfald da jeg skrev, så strømmede teksten ud af mig, derfor emmer den nok af et slags kontroltab, en rablen der på samme tid er vrøvlende og skarp som en sylespids, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke havde skrevet midt i krisen.”

Forestillingen er samtidig debut for teatrets nye ensembleskuespiller Sara Fanta Traore der sammen med ensemblemedlemmet Nana Morks skal spille den monologiske tekst, som er spaltet ud på to stemmer i forestillingen. 

For mere information kontakt kommunikationschef Troels Kranker på troels@mungopark.dk og tlf. 20789401. 

Læs mere om forestillingen her https://www.mungopark.dk/forestilling/tatovering/

FAKTA

Spilleperiode: 

Forpremiere: 26. februar. Pris kun 30-125 kr.

Årskortpremiere: 27. februar. Kun for årskortholdere til Mungo Park.

Premiere: Fredag den 28. februar 2020 kl. 20 på Mungo Park.   

Periode: 

  • 28. februar-11. marts på Mungo Park.
  • 2.-4. april på Mungo Parks scene i Gladsaxe, Grønnemose Skole, Høje Gladsaxe Torv 4, 2860 Søborg
  • 29. april-1. maj på Mungo Park.
  • 22. maj-29. maj på Teater Republique, Øster Fælled Torv 37, 2100 København Ø. 

Læs mere