Mungo Park skal spille i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune træder nu for alvor ind som del af Mungo Parks egnsteateraftale med Allerød Kommune og Kulturministeriet. Fra februar begynder Mungo Park at spille fast i Gladsaxe.

De senere år har Mungo Park lavet en del kultur i Gladsaxe Kommune. Bl.a. under kultursamarbejdet Kosmodrom, som har stået for at organisere koncerter, workshops og selvfølgelig teater. Med lanceringen af den nye egnsteateraftale fokuseres på teaterdelen, som bevirker, at Mungo Park kommer til ikke bare at levere fast kvalitetsteater til Allerød Kommune, men nu også til Gladsaxe.

“Gladsaxe har mange års historik som teaterby. I 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne var Gladsaxe Teater og Gladsaxe Ny Teater centrale steder i det danske teaterlandskab. Mange forestillinger er blevet spillet, mange skuespillere har leveret store præstationer, og hundredetusinder billetter er blevet solgt. Mungo Parks aktivitetsniveau kommer i første omgang ikke til at kunne måle sig med tidligere tiders. Vi skal spille minimum 16 forestillinger i Gladsaxe om året. Men vi findes, vi forventer at kunne levere teater af høj kvalitet, og vi håber på fremover at spille meget mere”, udtaler en glad teaterdirektør, Martin Lyngbo, om startskuddet på det nye samarbejde, som minimum skal levere teater til borgerne i Gladsaxe de næste fire år.

Mungo Park spiller i foråret 2017 tre forskellige forestillinger i Gladsaxe og vil være tilbage igen til efteråret. Det drejer sig om forestillingerne H.C. ANDERSENS SAMLEDE EVENTYR, OPSANG og gæstespillet fra søsterteatret Mungo Park Kolding NATIONEN. Klik på de enkelte forestillinger for at læse mere.