Mungo Park-succes i Gladsaxe

Det var med rød løber, levende fakler og en række af kendisser, at sæsonstarten på Mungo Park som Gladsaxes nye egnsteater en kold februar-aften blev skudt i gang. Vi glæder os til at vende tilbage allerede igen til efteråret.

Tre forskellige forestillinger kunne Mungo Park præsentere for Gladsaxe-publikummet, der strømmede til Grønnemose Skole ved Høje Gladsaxe Torv, hvor Mungo Parks Gladsaxe-scene ligger. Nationaldigteren blev endevendt i teatrets succes-forestilling ’H.C. Andersens samlede eventyr’, teenagere blev dræbt på de makabreste måder i ungdomsforestillingen ’Opsang’ om de syv dødssynder, og endelig havde Mungo Park inviteret sit søsterteater Mungo Park Kolding til som det eneste sted i Storkøbenhavn at spille deres spritnye og veldebatterede premiereforestilling om Ekstra Bladets debatforum Nationen! af samme navn. Det gik ikke stille for sig, da publikum fra både København, Gladsaxe og nærkommunerne havde opsnappet Mungo Parks nye spillested og derfor tog en tur til byen.

”Nu har vi skudt vores egnsteateraftale i gang med Gladsaxe Kommune med udsolgte sale på de tre forskellige forestillinger, vi har spillet i februar og marts 2017. Og det er i en sal, der er større end vores hjemmescene i Allerød. Det kan man jo ikke andet end at være glad over. Det bekræfter blot vores tese om, at Gladsaxe-borgerne har været og stadig er et kulturelt sultent publikum. Vi glæder os til senere på sæsonen at kunne lancere efterårets spillekalender for Mungo Park i Gladsaxe og vise endnu mere teater i byen”, udtaler teaterdirektør, Martin Lyngbo, om startskuddet på det nye samarbejde, som minimum skal levere teater til borgerne i Gladsaxe de næste fire år.

Fakta om samarbejdet:
Gladsaxe Kommune er sammen med Allerød Kommune og Kulturministeriet blevet en del af egnsteateraftalen med Mungo Park. Mungo Park begyndte februar 2017 at spille fast i Gladsaxe og spiller ifølge den nuværende aftale minimum indtil 2021 (spillested: Grønnemose Skole). De senere år har Mungo Park lavet en del kultur i Gladsaxe Kommune. Bl.a. under kultursamarbejdet Kosmodrom, som har stået for at organisere koncerter, workshops og teater.