Profil

Mungo Park er teatret på evig opdagelsesrejse. 

Vi er kendetegnet ved et helt særligt vovemod og nysgerrighed, et skvæt naivisme, ren galskab, fuldstændig blind tiltro til egne evner og en pure fornægtelse af at kunne fare vild.

Vi har siden 1992 haft fast base lige ved siden af Allerød Station i det nordlige Sjælland, 30 minutter fra København.

Den mexicanske digter Cesar A. Cruz sagde engang, at: ”Good art is to comfort the disturbed, and to disturb the comfortable”. Vi tror på, at den enkelte forestilling ikke skal være for alle, men at der i vores repertoire af faste forestillinger skal være noget for enhver smag.

Mungo Park er en selvejende institution og vores formål er ifølge vores vedtægter “at virke til forøgelse af kvaliteten i det offentlige rum. Dette gøres bl.a. gennem at producere og præsentere teaterforestillinger af høj kvalitet.”

I spidsen for vores opdagelsesrejse står teaterdirektør og instruktør Anna Malzer, som har sat kursen siden sommeren 2019.

Repertoire- og ensembleteater 

Mungo Park er et repertoire- og ensembleteater. Det betyder at vi har en gruppe fastansatte skuespillere, som kan spille en række roller fra vores repertoire af forestillinger.

Det gør, at vi kan spille vores forestillinger igen og igen. Vi lader det derfor være op til publikum at afgøre, hvor længe en forestilling skal spille. Så længe, nogle vil se en forestilling, spiller vi den. F.eks. har KVINDE KEND DIN KROP været en del af vores repertoire i mere end et årti.

Turnéteater

Som en del af vores evige opdagelsesrejse er Mungo Park et yderst aktivt turnéteater. Vi spiller årligt ca. 40-50 gange rundt om i hele landet med vores repertoireforestillinger.     

Teaterdirektørerne

Anna Malzer er Mungo Parks teaterdirektør og tiltrådte i sommeren  2019. Tidligere har Lasse Bo Handberg (2017-2019), Martin Lyngbo (2005-2017), Peter Reichhardt (1998-2005) og Lars Kaalund (1992-1998) været teaterdirektører for Mungo Park.

Historien og arven fra Danterne

LÆS HISTORIEN OM MUNGO PARK. Her kan du læse, hvordan teatret fik sit navn, om arven fra Danterne og hemmeligheden bag de mange års bidrag til ny dansk dramatik.

RADIOPORTRÆT AF MUNGO PARK. Tidligere teaterdirektør Martin Lyngbo fortæller om, hvordan det hele begyndte.

Mød folkene bag Mungo Park

Vi ønsker, at du som publikum skal få den fulde oplevelse, når du besøger Mungo Park. Med det mener vi blandt andet, at du skal mærke den glæde, gejst og kreativitet, som Mungo Parks ansatte lægger i deres arbejde. Derfor vil der til hver forestilling og arrangement være en ”vært”, som byder velkommen og står til rådighed for spørgsmål – ikke bare om det enkelte arrangement, men også om Mungo Park i sin helhed.

Se alle ansatte her. Og skuespillerne her.

Egnsteater i Allerød & Gladsaxe, Albertslund & Høje-Taastrup 

Mungo Park som har hus i Allerød med sine to scener opererer vi også i Gladsaxe, Albertslund og Høje-Taastrup. Udover vores eksisterende partnerskab med Allerød Kommune, har vi også etableret et samarbejde med Gladsaxe Kommune. Dette indebærer, at vi præsenterer mindst 16 forestillinger om året i Gladsaxe, samt 8 forestillinger både i Albertslund og Høje-Taastrup.

Træd ind i en verden af teateroplevelser med Mungo Park i Gladsaxe, Høje-Taastrup og Albertslund. Siden 2017 har vores scenekunst fyldt Grønnemose Skoles Festsal, og siden 2020 har vi udvidet vores rækkevidde til også at omfatte Høje-Taastrup og Albertslund.

Som egnsteater i Gladsaxe, Høje-Taastrup og Albertslund præsenterer vi ikke kun forestillinger, men vi engagerer os også aktivt i lokalmiljøet. Takket være et tæt samarbejde med Gladsaxe Kommune, Høje-Taastrup og Albertslund Kommune samt støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen har vi forpligtet os til at bringe scenekunsten ud til jer.

Årskort 

Mungo Park var det første teater i Danmark til at introducere årskortet. Tusindvis af vores gæster har et årskort, som bl.a. giver mulighed for at se samtlige forestillinger, så mange gange man ønsker i løbet af et år og rabatter i baren samt invitationer til specialarrangementer. 

Læs mere om alle årskortets fordele her.

Grundlov

Når vi udvikler nye forestillinger tager vi altid udgangspunkt i vores egen Grundlov, som sætter en kreativ ramme for vores forestillinger.

FORMÅLSPARAGRAF
Institutionens formål er som kulturformidler at virke til forøgelse af kvaliteten i det offentlige rum. Dette gøres bl.a. gennem at producere og præsentere teaterforestillinger af høj kvalitet.

DE 12 PARAGRAFFER

§1: TEATER TIL PUBLIKUM

Vi laver teater til jer. Ikke til kritikerne, kollegaerne, eller kreditten.

§2: I ØJENHØJDE MED PUBLIKUM

Vi ved godt, at I er der. Vi ser jer og spiller direkte til jer.

§3: VI VIL FORANDRE PUBLIKUM

Vi vil skabe nødvendige skænderier og forsoninger imellem jer.

§4: VI FORTOLKER IKKE, VI FORTÆLLER

Vores historier er ikke fortalt fra en scene før.

§5: TEATER OM OG FRA DEN GLOBALE VIRKELIGHED

Vi fortæller globale historier med lokal relevans. Og omvendt.

§6: PÅ EVIG OPDAGELSESREJSE

Vi forvilder os konsekvent ud på ukendt grund.

§7: VI FORENER POP OG POLITIK

Vi insisterer på både at være banale og intellektuelle, forførende og grimme, sjove og alvorlige.

§8: INGEN OVERFLØDIGHED

Vores lille scene er ingen forhindring for at fortælle store historier.

§9: ET REPERTOIRETEATER

Gode forestillinger bliver, dårlige forsvinder.

§10: ET ENSEMBLETEATER

Sammensætningen af vores faste skuespillere skal afspejle den verden vi lever i.

§11: TALENTERNES LEGEPLADS

Vi er en udklækningsrede for de største talenter i dansk teater.

§12: GRUNDLOV I BEVÆGELSE

Denne grundlov revideres løbende.

Bestyrelse

Christian Dahlager (formand)

Nikolaj Cederholm (næstformand)


Leif Frausing

Martin Lyngbo (orlov)

Mogens Hugo

Rikke Lyngdal