Teater til 100 kr. hele august

Er du også blevet afhængig af tv-sport? Mungo Park tilbyder sportsafvænning hele august

Sol og sommer er ovre os. Det betyder også en helvedes masse sport. EM, Touren og OL til august. Mungo Park opfordrer til at komme op af sofaerne, ud af tv-sporten og ind i teatret. Vi tilbyder ganske enkelt at afsportificere dig, din mand eller din bedste ven.

Derfor tilbyder vi dig lav pris – 100 kr. – på samtlige teaterforestillinger i august. Det drejer sig om den mangeårige og stadig evigt populære KVINDE KEND DIN KROP og den nyligt Reumert-nominerede og anmelderroste H.C. ANDERSENS SAMLEDE EVENTYR.

For teaterdirektør Martin Lyngbo er det ikke et ukendt fænomen: “Al forskning viser, at sport i tv kan være stærkt vanedannende. Derfor har vi lavet dette tilbud, som er målrettet de mange danskere, der er i risiko for at udvikle en reel afhængighed.”

Martin Lyngbo kender selv alt til et for stort sportsforbrug. “Det er alt for ofte, at jeg kommer til at tænke noget i retning af ’jeg kan da lige se den her kamp med Albanien’, eller ’det skader da ikke med lidt synkronsvømning’. Det er ikke den enkelte cigaret, der giver dig lungekræft, og det er ikke den enkelte tour-etape, der gør dig til Jørgen Leth. Det er det totale omfang, man er nødt til at se på.”

Afsport dig selv nu – og køb dine billetter til 100 kr. her:

12. – 31. august H.C. ANDERSENS SAMLEDE EVENTYR

19. – 27. august KVINDE KEND DIN KROP